Rundrejser Island

Rundrejser er en fremragende måde at opleve Island på. Hvad end du ønsker at komme hele Island rundt eller koncentrere dig om en bestemt del, så findes der en rundrejse i Island til dig. Korte, såvel som lange og rundrejser med guide eller på egen hånd. Se vores udvalg af rundrejser her.

Rundrejser


Hvad oplever du typisk på en rundrejse i Island?

The Golden Circle eller Den Gyldne Cirkel er turistturen over alle turistture på Island. På denne dagstur kommer man forbi tre af sagaøens fornemmeste seværdigheder: Thingvellir nationalparken, den springende Geysir og det imponerende Gullfoss vandfald. Stederne ligger så tæt på hinanden, at man kan gennemføre denne tur på en enkelt dag uden at blive stresset.

Thingvellir er stedet, hvor vikingerne afholdt verdens første årlige ting. De kom rejsende hertil fra hele øen og diskuterede, hvordan tingene skulle se ud – hvordan stridigheder kunne bilægges. Men kunne de ikke det, så slog man skam hinanden ihjel bagefter – ofte i årelange blodfejder som beskrevet i de berømte islandske sagaer.

Geysir er kendt for sine springende underjordiske kilder. Det er dybt fascinerende at stå lige uden for afspærringen, når den lille Strokkur hvert femte minut sprøjter en 20 meter høj vandsøjle op af undergrunden. Den store Geysir, som har lagt navn til alverdens gejsere, er ikke nær så aktiv som tidligere, hvor den kunne sende en 60 meter høj vandsøjle op i luften. Det er den vulkanske aktivitet i undergrunden, der afgør de forskellige gejseres vekslende aktivitet.

Gullfoss er Islands mest kendte vandfald. Det er smeltevandsfloden Hvítá, hvis 100 kubikmeter vand i sekundet leverer en spektakulær oplevelse, som turister fra hele verden gerne rejser langt for at opleve. Der har været planer om at udnytte de voldsomme vandmasser til vandkraft, men disse planer er heldigvis skrinlagt og floden fredet.

Den Klassiske Rundrejse Island

Den klassiske rundrejse kommer noget længere omkring. I tilgift til Den Gyldne Cirkels seværdigheder oplever du på denne guidede rundtur den billedskønne Myvatn sø, hvor Islands mest kendte lakseelv, Laxá i Adaldalur, udspringer og fortsætter ud i Ishavet.

Du oplever også Europas største gletcher Vatnajökull, under hvis massive iskappe der hersker stor vulkansk aktivitet. Så stor, at der engang imellem går hul på isen og voldsomme vandmængder fosser ud. Ofte oversvømmes vejene, og hele broer rives med af smeltevandet. Islandsk drama, når det er bedst!

Rundrejse Island – på egen hånd

Skulle rundrejser sammen med mange andre ikke lige være dig, hvad så med en afslappende egoistferie i et af Islands mange dejlige sommerhuse?

Nogle ligger centralt – andre afsides. Du vælger selv, hvad udsigten og beliggenheden skal være. Og du kan gøre ferien præcis lige så hektisk eller tilbagelænet, som du ønsker. Du har jo bilen stående lige udenfor!